tirsdag den 26. februar 2013

Gå væk vinter.. og fræk kyllingesalat

Nøj, hvor er jeg dårlig til at blogge i øjeblikket. Jeg er jo startet i praktik i en SFO, og nogle af dagene er lange. I går kom jeg fx først hjem kl. 20.30 pga. personalemøde. Sådan en næsten 12-timers arbejdsdag kan sgu udmatte enhver, synes jeg. Desuden er det stadig vinter agtigt og det påvirker mig en hel del. Jeg mangler sol, sommer og varme. Er ved at være godt træt af de tilstande som er her i landet.. Det giver manglende overskud og gør altså (for mit vedkommende) at jeg er mere tilbøjelig til at falde i sukkerfælden og det bringer mig i en ond cirkel, hvor jeg har minus på overskudskontoen og er mærkelig i låget, fordi jeg har spist sukker. Øv! Det gør mig dog lykkelig, at det som regel er lyst når jeg kører på arbejde og også når jeg kører hjem. Hvis du som mig, og mange andre, har det lidt mærkeligt i vinterperioden, så prøv at læs med hos Jane, som beskriver det hele meget fint.

På madfronten har jeg heller ikke det vilde overskud må jeg indrømme - når jeg har sene dage er det som regel Thomas der laver mad, og ellers bliver det bare noget ultranemt, som ikke er værd at vise frem her. Men!

For en tid siden fik jeg lavet en himmelsk kyllingesalat - altså, ikke grøn salat med kylling, men sådan en cremet kyllingesalat. Mange af de salater man kan købe i butikkerne, er simpelthen så fede at jeg er lige ved at dejse om. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, når jeg her på bloggen taler for, at vi ikke er så fedtforskrækket som der er tilbøjelighed til. Men come on.. En hønsesalat fra Netto er jo ikke andet end en omgang snasket, vammel et eller andet, hvis du spørger mig. Derfor var det oplagt for mig at lave en lækker, frisk én, da vi havde en rest kyllingebryst (fra en hel kylling) i køleren. Denne her kyllingesalat virker måske kedelig og meget enkel, men den er simpelthen så smagfuld, hvis man får fat i et godt kyllingebryst, og fennikel giver den et frisk pift som smager så skønt!

Kyllingesalat
1 kyllingebryst
2 spsk. græsk yoghurt 10 %
1 stor spsk. mayonnaise
1 dl. finthakket fennikel
salt, peber

Hak kylling i små stykker, eller riv den i trevler, bland den med resten af ingredienserne og smag til med salt og peber. Stil på køl, så fennikel kan nå at trænge igennem i smag. Jeg serverede det med nogle lækre grøntsager.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar