onsdag den 25. september 2013

Himmelsk, klistret dadel/banankage



Jeg kan lige så godt sige det som det er: Denne her kage smager guddommeligt. Den er fugtig, smagfuld og så er den tilmed uden sukker (i traditionel forstand, forstås) og mel. Hvis du er til svampede kager med MASSER af smag, så synes jeg helt klart du skal prøve denne her. Selvom der er frugtsukker i kagen, fra de tørrede dadler, synes jeg alligevel at jeg har min samvittighed på det rene, efter et stykke af kagen.
Jeg har før bragt en lignende opskrift her, men jeg tror min måde at bage denne portion ”dej” på, gjorde forskellen. Desuden brugte jeg hasselnødmel sidst, og denne gang har jeg brugte mandelmel – det gav kagen en fantastisk bismag af marcipan. Kun ganske, ganske lidt.


 
Dadelkage, 1 portion (til ca. 2 sandkageforme, eller 1 form og 24 mini muffin forme)
400 g tørrede dadler, udstenet
200 g mandelmel (mandler, malet til mel)
1 moden banan
5 spsk kakaopulver
2 store spsk kokosolie (uden smag)
5 æg
1 spsk kanel
1 tsk vaniljepulver
½ tsk salt
evt. ½ dl stærk kaffe 

Kør dadler og æg igennem foodprocessoren, indtil dadlerne er blevet til en lind masse. Sørg for at holde pauser, så din maskine ikke brænder sammen. Tilføj de resterende ingredienser, undtagen kaffen, og kør indtil du har en ensartet masse – med pauser, selvfølgelig.

Jeg brugte halvdelen af dejen til 24 små muffins, og blandede den resterende dej med kaffen, og smed i en sandkageform. Jeg bagte mine muffins ved 150 grader i ca. 20 min, og min sandkage i ca. 40 min. Men! Ovne er forskellige, og jeg tjekker derfor altid med jævne mellemrum, når jeg har noget i ovnen. Jeg foreslår at du gør det samme – især når det gælder kage og bagværk. Hvis du ikke lige står med 24 forme til muffins, kan du bare lave to portioner sandkage. Kagerne bliver ikke særlig høje, men det er helt med vilje – i stedet for én høj kage, hvor bagningen bliver sværere at kontrollere, synes jeg to lave kager er bedre. Smag og behag :)
Kagen her fik i hvert fald ros af ellers skarpe kritikere - Bon appetit!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar