På den ene eller anden måde endte vi med at snakke om, at hvis vi fjernede alle rutinerne og det man bare gør, fordi det forventes af os - enten fra samfundets side eller fra familie og venner.. Så ville de flestes liv muligvis være så røvsygt, at langt flere ville være deprimerede og skøre. For lever vi egentlig livet når vi går i skole 3½ år for at tage en uddannelse, finder en kæreste, får et arbejde, bliver gift, får børn, tager på sommerferie, læser "Ude og hjemme", slår græsset i haven, lapper diverse serier i os, får en hund osv.. Eller burde man på et tidspunkt lige stoppe op og overveje HVAD man egentlig har gang i, og om det er det man allerhelst vil - i stedet for bare at gøre det nemmeste?
Pga. denne samtale, besluttede jeg mig for at lave en liste med 5 ting som jeg skal have gjort i 2013. Ting, som på den ene eller anden måde gør mig bange eller utryg, og som jeg ikke ville have gjort under normale omstændigheder. Det bliver (desværre) ikke en billet til slumkvarteret i Indonesien eller noget i den dur, for jeg har absolut ingen idé om, hvor de penge skulle komme fra. Men jeg vil fra nu af forsøge at mærke bedre efter, om jeg gør det som føles rigtigst for mig.
Min "to do" -liste 2013:
1) Deltage i en form for frivillig og/eller velgørenhedsarbejde, for en gruppe mennesker som virkelig har brug for det. Fx. hjemløse, stofmisbrugere, udsatte unge, syge børn eller noget andet. Fordi jeg som regel bliver helt underlig når en hjemløs eller stofmisbruger opsøger mig, og spørg efter en cigaret eller en 10'er. Jeg kan godt undvære en 10'er og forsøger at være gavmild, men jeg stopper jo ikke op og snakker med vedkommende eller tilbyder et varmt måltid. Fordi jeg finder det grænseoverskridende. Så grunden til min lyst til at hjælpe en udsat gruppe er altså ikke for at pudse glorien, men fordi tanken gør mig utryg - og det skal overvindes.
2) Lade Thomas styrer vores økonomi 100 % i én hel måned.
Det virker måske ikke som en særlig vild ting i andre menneskers øjne. Men jeg er kontrolfreak - især når det kommer til indkøb, indkøbslister, prioritering af vores penge osv.. Derfor tror jeg det er sundt at lade min (lidt mere afslappede) kæreste have kontrollen og se hvad der sker. For hvad er det værste der kan ske egentlig? Ikke noget slemt i hvert fald. Jeg skal lære at slippe tøjlerne engang i mellem.
3) Synge karaoke på offentligt sted/en bar.
Muligvis det mest angstprovokerende jeg kan komme i tanke om overhovedet. Jeg tør ikke engang være med til singstar blandt venner, da jeg ikke kan lide at iscenesætte mig selv på den måde og være i fokus. Derfor skal jeg virkelig overskride mine egne grænser og skråle med på en eller anden sang, mens andre mennesker (som jeg ikke kender!) kan se og høre mig.
4) Løbe en tur på mindst 2-3 kilometer.
Ja, det virker måske heller ikke som det mest udfordrende. Men for mig er det en stor mundfuld. Jeg har altid hadet at løbe og så er jeg oven i købet overvægtig, så at løbe 200 meter for mig kan være en stor udfordring. Hvis jeg skal kunne løbe 2-3 (gerne 3, men 2 er også sejt!) sammenhængende kilometer, så skal jeg løbetræne inden. Jeg har været i gang med det før, men jeg er dårlig til at gøre noget uden et konkret mål. På det punkt er jeg lidt autistisk, men jeg skal vide præcis hvorfor jeg gør sådanne ting. 2 km. - Yes!
(5) Få en random tatovering som ikke giver mening, "bare fordi jeg kan".
Dette mål er sat i parentes og gælder kun halvt, da jeg kunne ha' fundet på det alligevel. Jeg elsker tatovering og jeg fascineres af random ting, som bare er cool uden mening. Så det er en vild ting, i og med jeg skal glo på den for altid, men ikke noget grænseoverskridende.
6) Få taget professionelle billeder af mig - i fuld figur.
Jeg har meget svært ved at se mig selv på billeder. Jeg retter lige mig selv: Frygten for at synge på en karaokebar, kommer ikke i nærheden af frygten jeg har for at se mig selv på billeder, som andre mennesker har taget af mig. Jeg ved godt jeg er overvægtig, men at se det - sort på hvidt - på billeder, som andre mennesker har taget uden at tænke dobbelthage, fede lår og slapt maveskind... Fuck hvor er jeg bange for det. Derfor skal jeg have gjort det.. På den ene eller anden måde. For samtidig med at jeg er tilhænger af at leve sundt og overveje hvad man spiser, er jeg også fan af at man elsker sig selv så meget man kan.. Og at man godt kan være en smuk, overvægtig person uden at skulle undskylde sin overvægt over for alle.
Det bringer allerede frygt i mig at jeg har skrevet denne liste, og jeg kan mærke at min lyst til bare at glemme det er stor lige nu. Men jeg skal have gjort de her ting. Jeg gider ikke sidde om 50 år og fortryde alle de ting jeg ikke gjorde, fordi jeg var for bange.
Ps.
Lige en "lille bitte" kommentar til folks syn på indsamlingen til Afrika.
Jeg stødte flere gange i weekenden på udtalelser som, "Ja, men vi har krise herhjemme og jeg er på kontanthjælp og jeg kan ikke støtte. Til gengæld støtter jeg diverse ting herhjemme. Jeg synes altså det er latterligt at sende en masse millioner til Afrika, for det er aldrig dem som har brug for det, som modtager pengene - og desuden har vi en masse at rette op på herhjemme." Wow. Jeg er enig i, at det kan være tvivl omkring hvor de penge vi sender af sted, rendt faktisk lander - og at DR skulle bruge nogle af pengene på selve showet og blablabla. Men hør her, venner: Det kan godt være vi er i krise, det kan godt være det er surt at være på kontanthjælp og det kan godt være at Kræftens Bekæmpelse er hjertebarnet for flere..
MEN VI HAR DET STADIG UENDELIGT MEGET NEMMERE
END DE FATTIGE MENNESKER, SOM LEVER I AFRIKA!
Nu må vi fandeme til at stramme op og sætte tingene i perspektiv. Jeg bliver så træt i hjernen af alt den egoisme som er at finde over alt. Slap dog af! Vi flejner helt ud når der herhjemme dør et uskyldigt barn af den ene eller anden årsag (selvfølgelig!), men i Afrika er det sgu hverdagskost. Der skal en stor del af mødre leve med at deres barn/børn dør, og omvendt. Forældreløse børn i en grad, som vi herhjemme ikke engang kan tænke os til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar