tirsdag den 22. april 2014

Fødselsdagsboller vol. 2 (med smag af kardemomme)

Så er påsken slut, og på trods af diverse hyggelige arrangementer, er jeg næsten glad for at den er overstået. Jeg har haft svært ved at modstå fristelserne i denne omgang - påskeæg og mad i alle afskygninger OVERALT. Uanset hvor man har kigget hen den sidste uge, har der været mad i lange baner, og det er svært for mig at sige nej hele tiden. Desværre. Det bliver endnu sværere for mig, når jeg har for mange bolde i luften - og det må jeg nok erkende, at have haft i påsken. Arrangementer hver dag fra morgen til aften.. Ej, hvor kan jeg være dårlig til at få slappet af, og være alene. Det, på trods af at det er lige netop i de situationer, som giver mig fornyet energi.. Opladning alene, i stilhed. Det må jeg simpelthen blive bedre til!

Nå, det var egentlig ikke det jeg ville dele med jer i dag. Jeg vil tilgengæld dele en opskrift på de bedste LCHF fødselsdags boller, som jeg til dato har fået bikset sammen. Ét af de mange arrangementer i påsken var min søster og svogers fødselsdag, og den stod på boller og kager.. Det harmonerer bare rigtig dårligt sammen med min mave, så jeg måtte finde på et eller andet lækkert at have med selv. Og så kom jeg til at tænke på opskriften her. Med lidt trylleri, er der nemlig ikke langt fra pølsebrød til fødselsdagsbolle - så her får du opskriften på nogle smukke, velsmagende og ikke-æggede LCHF fødselsdagsboller. 



Til 6 boller skal du bruge
2 æg
2 dl græsk yoghurt
50 g smeltet smør
2 tsk bagepulver
1 knivspids salt
2 dl hjemmemalet mandelmel 
1 dl pofiber (kan købes lige her)
2 spsk loppefrøskaller eller 1 spsk fiberhusk
1 tsk kardemomme
½ tsk vaniljepulver 
1 spsk Sukrin Gold eller kokossukker
evt. lidt rosiner eller hakket chokolade 

Pisk æggene sammen, og tilføj græsk yoghurt og smeltet smør. Rør det sammen til en jævn masse, og bland alle de tørre ingredienser i. Hvis du ønsker chokolade- eller rosinboller, vender du chokolade eller rosiner i dejen, inden du lader den hvile et par minutter. Form bollerne (brug fugtige hænder, så dejen ikke klistrer fast), og fordel dem på en bageplade, beklædt med bagepapir. Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft, i ca. 20 minutter. Hold øje, de skal bare blive gyldne.

Smager fantastisk mens de er lune, og med riiiigeligt smør! :-D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar