fredag den 16. maj 2014

LCHF pølsehorn



Det forholder sig således, at jeg e-l-s-k-e-r pølsehorn. Det hænger måske sammen med, at jeg elsker og altid har elsket hvidt brød himmelhøjt. Det smager bare så dejligt! Men, det giver mig ondt i maven, og jeg behøver ikke gøre mig de store anstrengelser, for at mindes mine "ture", hvor jeg har sneget et pølsehorn fra 7eleven indenbords, for straks efter at have de ondeste mavekramper. Eller dvs. - for mig har det altid fungeret lidt, som russisk roulette. I ved, nogle gange går man fri, mens man andre gange bliver ramt med hård kraft, og så gør det bare ondt. Jeg er som bekendt blevet lidt! træt af den "leg", og derfor spiller jeg bare sikkert (dog ingen regel, uden undtagelse - I'm not a saint!). 

Nå - vi kom fra pølsehornene.. De her minder mig rigtig meget om dem, som er lavet på hvedemel og alt mulig andet. Thomas var helt vild med dem, og også min søde kollega prøvesmagte, og var helt pjattet med dem.. Det er jo et stort plus! De er ret simple at lave og har en skøn konsistens, sikkert pga. pofiberen. Jeg tog igen udgangspunkt i opskriften her, og justerede så, så det passede til mine pølsehorn. Det kom der 8 pølsehorn, og to boller ud af. 

Til 8 pølsehorn (og to boller) skal du bruge
8 små pølser af god kvalitet 
2 æg
1 dl græsk yoghurt
1 dl. revet ost (jeg brugte cheddar)
50 g smeltet smør
2 tsk bagepulver
1 knivspids salt
2 dl hjemmemalet mandelmel 
1 dl pofiber (kan købes lige her)
1 spsk. Fiberhusk
evt. sesamfrø til at drysse ovenpå

Pisk æggene, og rør dem sammen med græsk yoghurt, revet ost og smeltet smør. Rør det sammen til en jævn masse, og bland de resterende ingredienser i. Lad dejen hvile 5 minutter. Med fugtige hænder, tager du en klump dej op, og vikler den rundt om en pølse, det er rimelig let, men noget klistret stads. Læg det ubagte pølsehorn på en bageplade, beklædt med bagepapir, og gentag processen indtil du har 8 pølsehorn. Drys pølsehornene med sesamfrø. Har du dej i overskud, former du nogle boller og bager sammen med. Bag pølsehornene (og bollerne) ved 175 grader varmluft, i ca. 20-25 minutter. Hold øje med dem, og vurder selv, hvornår de har din ønskede skorpe.







1 kommentar:

  1. Hej. Tror du fedrreduceret mandelmel kan bruges istedet for hjemmelavet?

    SvarSlet