mandag den 16. september 2013

Et livstegn fra et Madzvin.. Og en personlig historie

Hej.. Længe siden. Det er efterhånden ved at være 3 måneder siden, at jeg har givet lyd fra mig her på bloggen. Dem som følger med på Instagram (Madzvin), ved dog, at jeg altså har været og er i live. Grunden til stilheden her på bloggen skyldes flere ting. Først blev det sommer, og vibrugte rigtig meget tid på at slappe af, og på mystisk vis forsvandt mit overskud til alt.. Lave mad, skrive her på bloggen og så videre. Det manglende overskud og den enorme træthed, viste sig dog at være af skønne grunde: Nemlig, at vi ventede os en lille baby. Det har optaget al min tid, og jeg har brugt de sidste par måneder på at gå og forberede mig.. På et nyt liv. Som mor. For en uges tid siden blev der så sat en stopper for vores lykke, og jeg tabte barnet. Det har været.. Ulideligt. Tiden inden aborten var sådan set det værste. Vi havde forinden fået af vide, at det tydede på at der var noget galt med babyen, og uvisheden har været tæt på at smide mig (og Thomas) ned i et sort, sort hul. Da jeg så, sidste søndag, blev frarøvet muligheden for at tage stilling til noget som helst, var jeg både meget ulykkelig, men samtidig begyndte jeg at tro på, at vores barn var for sygt til at vælge livet. At dets liv ikke ville værd at leve.. og så er det i orden med mig, at det valgte at forlade det liv, som ikke engang var begyndt. Desværre står vi bare her.. Og savner et barn, som vi end ikke har mødt eller kender, så ufattelig meget. For helvede, hvor er det uretfærdigt! Dagene herhjemme er både okay, men nogle af dem føles så uendelig lange.. Jeg ønsker ikke denne oplevelse for nogen. Det er uden tvivl det værste jeg/vi nogensinde har skulle gå igennem. Nu prøver vi så bare at acceptere, at der er slået et stykke af vores hjerter, som vi måske aldrig får igen. Det lyder dramatisk.. Men der sker altså noget, når der vokser liv i én.. Når man skal til at være forældre. Man elsker det ufødte barn betingelsesløst, og at det blev taget fra os, får alt andet til at betyde så lidt. Man føler sig som en mor uden sit barn. Rodløs. Det er.. Svært.

Og hvorfor fortæller jeg så om det, på min blog som egentlig handler om mad? Det gør jeg for min skyld. Jeg har brug for at nedskrive mine tanker.. I et åbent forum, hvor andre kan læse dem. Både så folk kan forstå hvor jeg står, men også så andre kan se, at de ikke er alene, hvis de står i samme situation. At det er okay at være ulykkelig, selvom det ikke er et "levende" barn, som er blevet taget fra en. Sorgen er der alligevel.

Selvom de sidste par måneder har været en rutsjebanetur af en anden verden, har jeg alligevel et par opskrifter i ærmet, som jeg snarligt vil dele med jer. Jeg har nemlig et stort behov for, at holde fast i mit liv, og undgå at det går i stå. Samtidig med, at jeg ikke helt kan håndtere, at skulle glemme denne graviditet og aborten for den sags skyld. Jeg er bange for at komme til at glemme den lykkefølelse, som det barn gav mig. Og min kærlighed til det.. Så jeg må finde en balance; så mit liv kan gå sin gang, og jeg kan være lykkelig - samtidig med at jeg finder et lille sted i mit hjerte, hvor vores ufødte barns minde, altid vil være gemt.

Puh.. En meget personlig omgang, som jeg ikke håber vil støde nogen. Jeg havde lige brug for lidt luft for mine tanker.. Så hvis du læste med så langt: Tak!

11 kommentarer:

  1. Søde, søde du! Der er ikke meget at sige til sådan en situation, som er lort med lort på. Men du(/I) er i mine tanker, og har min aller dybeste medfølelse. Jeg ville ønske jeg kunne give dig en kæmpe krammer, selvom jeg godt ved, det ikke ville hjælpe noget som helst.

    SvarSlet
  2. Sødeste Jacqueline.
    Hvor er det flot skrevet, og meget rørende at læse! Jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan det er at miste sit barn, men jeg kan forestille mig, at det simpelthen må være det værste at komme ud for, også selvom i endnu ikke havde mødt jeres lille guldklump. Der sker nemlig, som du også selv siger, noget i kroppen når man venter sig. Vores moderlige indstinker sørger for, at vi fra første sekund det lille frø spirer i kroppen, elsker de små betingelsesløst!
    Jeg synes det er dejligt at du får sat ord på din/jeres sorg, og det er forhåbentlig med til at hjælpe jer videre. Jeg tænker meget på dig, og ved med sikkerhed, at du bliver en helt fantastisk mor en dag! <3
    Mange kram og knus fra Liva

    SvarSlet
  3. -Der skulle selvfølgelig stå "instinkter" ;)

    SvarSlet
  4. Tak for du delte dine tanker, det må være en svær og utænkelig situation at sidde i. Jeg selv er gravid og 22 uger henne, baby er sund og rask, men jeg kan godt sætte mig ind i følelsen af at miste noget man har været så knyttet til, og den dejlige tanke om, at blive forældre. Som du selv siger så var babyen for syg til at kunne overleve, men stadig er det svært og en sorg. Mange positive og varme tanker herfra :-)

    SvarSlet
  5. Åh, søde Jacqueline. Du er jo virkelig en mor uden et barn. Og det er det, der kan være så svært at forstå for mange: At man er mor fra det øjeblik, man opdager, at der vokser et barn inde i maven. Når du en dag står med dit barn i armene, vil du være mor til to. En i armene og en i hjertet. Kæmpe kram herfra.

    SvarSlet
  6. Kære Jacqueline,
    Kæmpe kram herfra - jeg har sendt dig/ jer flere tanker siden, jeg læste den triste melding på IG.
    Jeg er ikke selv mor, men tænker at det er præcis som du skriver, der sker bare noget, når der lige pludselig er et liv, der vokser i én.
    De bedste tanker herfra.
    KH
    - frk. sveske

    SvarSlet
  7. Åh Kære Jacqueline
    har tænkt så meget på hvorfor du var så stille
    - sikke en trist og forfærdelig historie- som Jane så rigtigt skriver er du jo en mor uden et barn-og vil altid være mor til det barn uanset hvordan man vender og drejer det.
    Så giv dig tid til at sørge.

    Masser af tanker og kram til dig

    SvarSlet
  8. Jeg har desværre ikke særligt meget klogt at sige til det her emne, ud over at jeg føler for og med jer! Og så tror jeg bortset fra det, at denne her udtrykker mine tanker bedst muligt!

    SvarSlet
  9. Åh hvor kan man bare læse at du kæmper (også Thomas!). Dét er dejligt at læse, oveni jeres ulidelige oplevelse.
    Jeg er sikker på at det der venter jer bliver det bedste og det I har drømt om! :-)

    SvarSlet
  10. Hold da op - det må have været virkelig hårdt! Jeg er virkelig ked af at høre, hvad der er sket, Jac. :(

    Min mor mistede sit første barn (min "storebror"). Det fik jeg faktisk at vide blot fordi, jeg fortalte hende om en drøm jeg havde haft, hvor jeg havde en storebror som hed Markus. Og har bare altid ønsket mig en storebror, at se op til. Det gjorde lidt ondt, da jeg så fandt ud af, at det var tæt på at være en realitet dengang i 86. Men det må have gjort langt mere ondt på hende idet hun bevidnede det hele
    I 98 mistede hun også et barn – det vidste jeg heller ikke noget om længe.

    Tror helt klart sådan en hændelse vil sidde fast på nethinden længe – og processen med at bearbejde situationen må være svær. Og klart sværest for kvinden. Jeg har stor respekt for kvinder -især i forhold til deres forældrerolle, men også den smerte de undergår under en fødsel (Og graviditet for den sags skyld). Kvinder har flere smerte-receptorer end mænd – og en dobbelt så stor smertetærskel – det siger en del.

    Og så synes jeg, det er fedt, at du deler noget så privat med offentligheden – og at du ligesom påminder dig om at livet må fortsætte – så stærkt altså. Ingen vil forstå en kvindes smerte over tabet af hendes barn – og den symbiose mellem barn og mor, som man stadig vil føle er der. Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til hvordan, du kommer tilbage på sporet igen, for det gør du – men du skal have tid. Dette barn er deroppe, og kigger ned på dig hver dag, hvert minut, hvert sekund, du ånder og lever.
    Vil lige komme med et lille citat her til sidst:
    ”Don't lose hope – when the sun goes down, the stars come out”

    Ozzy :)

    SvarSlet