fredag den 24. januar 2014

Baconcups/Baconkurve med ærtemos


De af jer som følger med på Instagram, ved måske allerede at jeg lavede de her søde Baconcups eller Baconkurve nytårsaften. Vi fejrede årets sidste dag med gode venner, og herrerne i det selskab elsker bacon - så det måtte de da have! Jeg fyldte dem med ærtemos, men man kan jo fylde dem med alt mulig forskelligt. Eksempelvis tror jeg en grøntsags/rodfrugtemos, bagt i ovnen, ville klæde baconen super godt. Eller selvfølgelig fylde den med røræg, hvis man laver lækker brunch. 

Baconcups (8 stk.) 
16 skiver god bacon 
8 tandstikker 
8 silikoneforme til muffins

Sæt ovnen på 200 grader, eller 180 grader varmluft, og vend alle silikoneformene på hovedet på en bageplade beklædt med bagepapir. Start med at tage en skive bacon, og halver den - tag nu de to halve skiver bacon og placer dem i et kryds, hen over bunden på silikoneformen. Tag herefter endnu en skive bacon og sving den hele vejen rundt om silikoneformen, så den dækker eventuelle huller. Luk enderne af baconen sammen med en tandstik. Gentag processen med alle formene, indtil du har 8 baconcups. Bag i ovnen indtil de er gyldne og sprøde (udenpå) - Hold øje med dem!

Ærtemos
600 g frosne ærter
1 potte persille
3 fed hvidløg
saft og skal fra ½ øko citron
0,2 dl god olivenolie
salt og peber

Hæld kogende vand hen over ærterne, imens de står varmes op, kan du skylle og hakke persille og hvidløg. Hæld vandet fra ærterne, og bland dem sammen med hvidløg,olivenolie og persille. Blend hele molevitten med stavblender, og smag til med citron, salt og peber. Når baconkurvene er kølet ned, og ærtemosen har trukket 1 times tid på køl, kan ærtemosen fyldes i kurvene og pyntes  med persille.


3 kommentarer:

  1. Hvor ser de lækre ud! *savle* :-)

    SvarSlet
  2. Super og skønt med fotos.
    BTW så kan en rest ærter blendet og rørt i en sjat ægte bearnaise anbefales som fyld :)

    SvarSlet