torsdag den 4. april 2013

Chokolademousse

For en del tid siden efterhånden lavede jeg chokolademousse - jeg har ellers altid været mest til citronfromage, da jeg som barn syntes at chokoladesmagen i en mousse blev meget intens.. Det har ændret sig. Lidt. Jeg tror til hver en tid jeg ville vælge en frisk citronfromage over en chokolademousse, men jeg er sikker på at ikke alle har det ligesom mig! Så her får i min udgave af chokolademousse som, når det nu skal være, faktisk blev rigtig, rigtig god. Selvfølgelig uden tilsat sukker.


Chokolademousse (4 portioner) 
4 pasteuriserede æggeblommer
100 g. mørk chokolade
75 g. sukker - eller din favorit sødning (jeg brugte halvt Stevia strø, halvt Sukrin)
3 dl. fløde

Pisk æg og sødning sammen, indtil æggene er blevet meget lyse. Smelt derefter chokoladen over vandbad og bland med æggemassen. Til sidst piskes fløden til skum, og vendes heri. Puttes fx i høje glas, eller som jeg har forsøgt på billedet; i en lille rund kaffekop, så chokolademoussen kunne stå på en bund af jordbær.

Denne lækre og nemme dessert blev taget imod med kyshånd, og forsvandt meget hurtigt. Dog skal det siges at det "knaste" lidt, da sødningen ikke blev opløst i æggene, som almindeligt hvidt sukker ville være blevet. Det var til at leve med, da smagen ellers var ret så lækker!

1 kommentar:

  1. Hejsan. Ville bare sige at jeg bare udelader sukker/sødning helt og det fungerer også.

    SvarSlet