tirsdag den 12. november 2013

Varm LCHF kakao – med flødeskum og hakket chokolade


Det er for alvor begyndt at blive koldt, og derfor er varm kakao altså en nødvendighed! Varme drikke er et must til kolde aftener eller gråvejrs eftermiddage, og chokolade gør alle glade. Det ved enhver! Samtidig er det virkelig rart at kunne imødekomme de behov, og stadig have en ren samvittighed – hvad angår indtagelsen af sukker, altså.

Denne smagfulde, varme drik udgør faktisk et mellemmåltid i min verden. Okay, vi kan godt blive enige om at der er mange, og måske langt mere sunde former for mellemmåltider, men det her er en virkelig lækker udgave af slagsen! Den er nemlig spækket med gode fedtstoffer, og mætter rigeligt i nogle timer.

Der findes mange LCHF venlige udgaver af varm kakao, og denne har jeg fundet inspiration til hos Frk. Sveske. Den var virkelig lækker, og I skal altså ikke snydes for opskriften her. Jeg havde ikke noget RAW kakaopulver på lager, så det blev med almindelig, ren kakao, og det smagte nu også ganske upåklageligt. 






Varm kakao (1 portion, 1 glas)

1 stor spsk. ren, usødet kakao
1 tsk. vaniljepulver
1 spsk. kokosolie (med smag, for et frækt twist af kokos)
½ dl. fløde
2,5 dl. kogende vand

Flødeskum og hakket chokolade på toppen

Brug en stavblender, og blend alle ingredienserne sammen. Hæld i et højt glas eller krus, flødeskum og hakket chokolade på toppen! Voila.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar