mandag den 12. november 2012

En snak om at leve billigt og spare penge

Gudeskøn frokost fra min tur til Prag:
Gedeost på bund af toas, m. honningristede valnødder og ruccola. 



Selvom jeg er studerende og Thomas pt. går ledig og dermed er på offentlig ydelse, har vi endnu ikke oplevet at sidde med havregryn og pasta/ketchup sidst på måneden.. Dette er selvom vi ikke har et særlig højt madbudget - og nu er det faktisk blevet endnu lavere, men det er helt selvforskyldt! Vi har valgt at forsøge at leve så billigt som overhovedet muligt - både fordi vi gerne vil spare op til alverdens oplevelser, men også fordi jeg synes det er unødvendigt at bruge x antal kroner på mad, hvis man reelt set kan gøre det billigere - hvilket man kan gennem planlægning.. Simpelthen planlægning.

Da Thomas og jeg mødte hinanden, blev kærester og flyttede sammen brugte vi - i starten - vores penge totalt uansvarligt (i mine øjne). Vi havde intet overblik over hvor mange penge vi brugte på hvad, især mad m.m. og generelt var det bare som om, at vores penge forsvandt mellem hænderne på os meget hurtigt. Derfor besluttede vi på et tidspunkt at kigge vores kontoudtog igennem, for at få opklaret hvordan vores penge blev brugt.. De blev ganske enkelt brugt fuldstændig usystematisk pga. indkøb hver og hver anden dag, som hurtigt bliver meget dyrt. Én måned havde vi brugt over 4000 kroner i diverse fødevarerbutikker, hvilket overhovedet ikke stemte overens med vores idé om at bruge ca. 3000 kroner om måneden på mad. Intet at sige til, at vores økonomi var lidt presset ;)

Hvordan lever man sundt, varieret og samtidig nogenlunde billigt? Her er nogle råd som virkelig har hjulpet os og har gjort vores økonomi og hverdag meget mindre presset. 
 
Kuvert-metoden
Læg et madbudget som matcher din økonomi - I vores tilfælde sagde vi, til at starte med, 3000 kroner om måneden, men vi har faktisk valgt at sætte det yderligere 1000 kroner ned. Dvs. at vi har 2000 kroner til rådighed om måneden til mad - altså 500 kroner om ugen. Vi har derfor 4 kuverter med 500 kroner i hver - der bliver taget hul på en ny kuvert hver 7. dag. Vi har før haft en "madpung", hvor vi lagde hele vores madbudget ned på én gang.. Dette spiller ikke for os, da vi så har tendens til at bruge halvdelen af budgettet den første uge og så skal leve stramt de resterende uger. Denne metode virker helt fantastisk for os - vi skal ikke finde råd nogle steder, for de ligger klar til os hver eneste uge.. Meget befriende and no stress!

Indkøb
I takt med at vi er begyndt at bruge kuvert-metoden, har vi også vænnet os til at købe ind til en uge af gangen på én gang. Den dag vi tager hul på en ny kuvert, handler vi altså mere eller mindre ind til hele den kommende uge. Det er typisk mig der dikterer indkøbslisten, da det som oftest er mig der laver mad

En typisk madplan kunne så sådan her ud hos os: 
- Lasagne 
- Lasagne m. råkost 
- Spinatpandekager med tunsalat 
- Egyptiske frikadeller m. spinatsalat og fladbrød
- Rugbrødssnitter 
- Ovnbagt kylling og rodfrugter 

Der er med vilje kun 6 måltider på vores madplan, da vi som regel løber ind i en middagsaftale eller noget.  

Efter at ha' besluttet hvad vi skal have at spise i løbet af en uge, laver jeg en indkøbsliste ud fra det og handler ganske enkelt ind til alle dage. Vi handler selvfølgelig også pålæg, frugt, køkkenrulle, mel, tandpasta osv., alt sammen ud af de 500 kroner. Det sparer mig for så meget tid og jeg slipper for at blive stresset en torsdag eftermiddag, kl. 16.30, når sulten melder sig og man stadig ikke ved hvad man skal spise. Jo mere jeg planlægger, jo mindre tid skal jeg bruge på at bekymrer mig om alt hvad der har med mad at gøre. 
Desuden vil jeg sige, at jeg tit har hørt folk sige at, "det er svært at leve sundt når man er på SU" og jeg vil give folk ret i, at der er visse skønne sunde helse dimser, som måske ikke bliver prioriteret højst..  Men frugt, grønt og godt med sunde ting kan man sagtens hvis man køber sådan her ind. Vi spiser masser frugt og grønt og desuden også ret varieret. Igen: Planlægning! 

Hvor er det lige man skal handle..?
Vi er så fantastisk heldige at bo i en by hvor der er en Lidl - den ultimativt bedste fødevarer butik for fattigrøve! Engang var det Netto, men denne kæde er jeg ikke særlig begejstret for mere.. Det kommer også helt an på, hvilken Netto man kommer i, men generelt er Lidl billig og kvaliteten er faktisk ret okay. Selvfølgelig er grøntafdelingen i Føtex eller Bilka lige til at dåne over, men jeg har simpelthen ikke råd til at give 10 kroner for en agurk eller 20 kroner for 3 avocadoer... Uanset hvor lækre det end måtte være. 

I øvrigt! Er jeg den eneste som altid står i moralsk dilemma når jeg skal købe ind? De der Ø-mærker glor på mig med deres usynlige hundeøjne og jeg får dårlig samvittighed over at fravælge dem næsten hver gang.. Jeg er studerende for helvede.. Jeg har ikke råd til økologi - når jeg bliver færdiguddannet pædagog får jeg råd til den slags... Nå nej, haha. Ej! spørg til side :)  

 
Tøm køleskabet/Ingen madspild
Den ovenstående liste er et godt eksempel på hvordan du kan tage elementer fra én ret, og efterfølgende bruge dem i en anden ret. F.eks. vælger jeg ud fra min spinatpandekage-ret, at lave noget i samme uge, hvori spinat indgår, da jeg med sikkerhed ved at jeg ikke får brugt al spinaten i pandekagerne. På den måde ender du ikke med at smide en masse mad ud, som er nået at blive for gammelt.  Det kan godt være et større puslespil som skal gå op, men efter at have gjort det noget tid, virker det altså meget mindre kompliceret. Hvis man har en masse grønt i overskud; lav en suppe og frys den. Vi har altid supper liggende i fryseren og ellers er pizza, pitabrød eller rugbrødsmader en god måde at komme af med rester på. Jeg bestræber mig på ikke at smide rester ud, men i stedet tænke kreativt med dem og få dem brugt. Det er trods alt mine egne penge, lige ned i skraldespanden.. Not nice! 

For lige at opsummere vil jeg sige at det der gør forskellen for os er helt konkret at vi åbner en kuvert hver uge, at vi handler ind til en uge af gangen og at vi tænker kreativt med vores rester! Nogle gange handler det heller ikke om "hvad har jeg lyst til at spise i dag?", men nærmere: "Jeg har de her ting i mine køkkenskabe og køleskab, hvad kan jeg lave af retter ud fra det?". 

 
Håber mine tanker omkring økonomi i forhold til mad kunne bruges :)

1 kommentar:

  1. super smart!
    jeg er selv ved at finde ud af hvordan jeg få min økonomi op og køre igen, og har derfor læst ufattelig mange bøger omkring emnet. Der er nogle gode råd her, som jeg sikkert vil drage nytte af (:

    http://kylzcing.blogspot.dk/

    SvarSlet