fredag den 2. januar 2015

2015: En frisk start, et nyt kapitel..

Nå, nå.. Så skulle det åbenbart gå sådan, at jeg ikke har givet lyd fra mig (her) i over et halvt år. Jamen dog! Og hvorfor så det? Well, jeg har ikke haft særlig meget på hjerte, må jeg nok indrømme. Eller det vil sige, at jeg ikke har haft meget på hjerte, i forhold til det, som jeg gerne vil med denne her blog; at inspirere på madfronten. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke har spist siden jeg skrev sidst.. For det har jeg! Ork ja, mere end rigeligt i perioder, faktisk. Høhø. Vil du se hvad jeg har spist siden sidst? Så får du nedenfor en opsummering i form af billeder. Jeg har kastet min kærlighed på flere nye madkombinationer det sidste halve år, og jeg lover at opskrifter og billeder nok skal finde vej til bloggen, inden længe. Jeg er bl.a. faldet pladask for kålsalater, stromboli, eighties m.m.


Nå, tilbage til mit fravær her på bloggen. Det sidste halve år har været hektisk, fantastisk og spændende. Jeg er blevet fastansat, som skolepædagog i en skolefritidsordning nær mit hjem. Et vidunderligt job med fantastiske kollegaer, skønne unger og masser udfordringer. Som nogle måske har bemærket, blev en ny skolereform sat i værk i sommer, og det har betydet en hel ny verden for skolepædagogerne. Og lærerne selvfølgelig også. Vi har skulle genopfinde os selv, og det har været hårdt, men lærerigt. Derfor har mit fokus i høj grad været rettet mod mit arbejde, og min passion for mad har samlet støv i en krog. Helt 100 % LCHF har heller ikke været en realitet for mig.. I perioder, jo vidst. Men hold da op, hvor har jeg valgt de nemme, åndssvage løsninger mange gange. Det er irriterende.. For jeg bliver sindssyg af at gå og være sulten konstant.. Og have ondt i maven. Og generelt bare et usundt spisemønster. Så, som den klassiske type jeg er (ehm..), har jeg brugt meget tid, op til årsskiftet, på at finde frem til hvad jeg gerne vil.. Både sådan helt personligt, men også i forhold til mad. Mit herte banker for LCHF, fordi principperne giver så god mening for mig. Derfor har jeg nu taget hul på konfrontationen, som hedder mig vs. sukkerafhængigheden. For den HAR taget over igen, og jeg gider det ved Gud ikke. Fandeme nej.

Mine ambitioner for 2015 er, at holde mig til LCHF. Det virker urealistisk for mig, at stille krav om, at jeg slet ikke skal røre mel, sukker, ris, pasta m.m. i et helt år; men for filan, hvor ville jeg ønske at det kunne blive en realitet. Bare for at se om jeg kan. Nå, det må lige vente. Det er for uoverkommelig. Til en start vil jeg bare gerne have rigeligt med fedt, grønt og protein og få mit stabile blodsukker tilbage. Med et stabilt blodsukker følger sunde kostvaner, og med sunde kostvaner følger: 1) forhåbentlig vægttab. Ikke fordi jeg vil være tynd, for jeg har det egentlig fint med at være sådan.. Du ved.. Tyk, vamset, blød. Det er mig! At forestille sig, at jeg skulle være en slank, fitnessdronning, se dét er utopi. Jeg vil bare gerne være sundere, og have kontrol over mit eget forbrug af mad, og ikke lade bestemte fødevarer have kontrol over mig. Det lyder måske lidt dramatisk, men sådan har jeg virkelig følt det i en periode. Særligt i december, med jul, julefrokoster, familiesammenkomster, nytårsfest m.m. Det GIDER jeg ikke. 2) kontrol over min PCO. Jeg kan med Low Carb High Fat, kontrollere min insulinfølsomhed, som virkelig kan drille.. Hvis jeg fortsætter dette Carb show, er jeg bange for, at jeg på sigt vil ødelægge min - faktisk rigtig fine - cyklus, og dermed ingen ægløsninger få. Ægløsninger = babyer, ingen ægløsninger = ingen babyer. Og let's face it: på sigt vil jeg altså gerne have en baby. Sammen med Thomas altså. Så det er vigtigt.

Hvad kan vi så forvente os af bloggen i det kommende år? Et indblik i min nye rejse med LCHF - lad os kalde den "LCHF og madzvinet - rejsen tilbage til udgangspunktet", mere præcise, fokuserede og overkommelige mål, opskrifter, tanker om mad og tendenser indenfor dette og sikkert også et par andre småting. Jeg håber du har lyst til at følge med og kommentere lidt hist og her, så vi kan drage nytte af hinandens erfaringer.

Hey! Vil du forresten se hvordan jeg har set ud, i tiden hvor jeg har "været væk"? Selfies er jo SÅ populære, så jeg har samlet en række af dem. Vi ses. Inden længe.. Det lover jeg! :-)


2 kommentarer:

  1. Har lige fundet ud af at du er "kommet tilbage"! Hvor hyggeligt :-) ... selv om jeg stadig har en aversion mod dit blognavn :-( ... så elsker jeg også lchf og vil derfor glæde mig til at følge dig.

    SvarSlet
  2. Ihh, hvor hyggeligt at du er tilbage �� Eller vidste faktisk slet ikke, at du havde en blog - har kun fulgt dog på Instagram. Det var en dejlig overraskelse og ser frem til at følge dig her også �� Mange glade mad-hilsner fra Nadia, lifebynan.dk

    SvarSlet